Det årlige Tivoli-besøg fandt sted forleden og jeg havde naturligvis både kamera og et ønske om at gense spillerhallerne med.

Et besøg i Tivoli i København er altid en fornøjelse. Man behøver ikke engang prøve nogle af forlystelserne – næh, blot det at gå rundt i den gamle have og mærke stemningen, kan være forlystelse nok.

Personligt synes jeg bedst om haven når der ikke er så mange mennesker. Det tager noget af charmen og nydelsen væk hvis det ikke er til at komme til, eller hvis der er for meget støj. Så en hverdag, omkring 17-18 -tiden, hvor vejret det er lettere overskyet, er det oplagte valg til et Tivoli besøg. Det virker hver gang – og det kan stærkt anbefales.

Spillehallerne

Ja, jeg har været der før. Både i Jackpot spillehallen, samt i Den Lille Automathal.

Jeg kan vist allerede nu, uden at skuffe nogle, røbe at der ikke er kommet nye spillehaller eller større ombygninger til i Tivoli. At sige er der er sket meget lidt, er faktisk en mindre overdrivelse. Der er nemlig sket absolut ingenting. Det er forsat den gamle garde (ikke Tivoligarde!) som holder skansen bag automaterne, med kaffe i hånden, stirrende mod de store glasplader, som idag kaldes “enarmede tyveknægte” – til trods for at der ingen arme er på. (Man burde måske kalde dem ingenarmede tyveknægte.). De manglende arme gør også at der er skræmmende stille. Der er ingen lyd fra mekanik som tæsker rundt, ingen som snakker, ingen visken. Blot lidt brummen fra maskinerne, nogle tastetryk, stilhed og så lille dyt, bip eller en lille elektronisk melodi når en maskine synes den vil gøre opmærksom på sig selv.

Man må nok desværre erkende at Tivolis automathaller er lidt konservative hvad indretningen angår. Her kunne de lære lidt fra Casinoet i Monte Carlo, hvor man bruger de gamle spillemaskiner som stemningsskabende udstillingsobjekter. Hvis man gerne vil tiltrække et andet og bredere publikum, må man tænkte lidt mere på præsentation og oplevelse. Og lidt mindre på kaffe, cigaretter og barstole. Men det er måske hverken deres ønske eller intention. Det tager bare noget af lysten fra en ellers spillemaskine interesseret person som mig. Så ville jeg faktisk næsten hellere spille online. Her er der i det mindste nyudvikling og konkurrence på de såkaldte free spins casinoer. Men så har man selvfølgelig ikke den fysiske kontakt til maskinen. Til gengæld slipper man for den lidt mørkegrå stemning der kan være i en spillehal. Men nu er jeg jo heldigvis slet ikke spillerglad – Jeg er blot spillemaskine glad. En lille men meget betydelig forskel. Så jeg vil nok holde mig til de mekaniske maskiner som jeg selv har. Det synes jeg er det sjoveste.

Jeg ved godt at jeg måske sætter mine forventninger for højt. Men jeg håber bare så inderligt at de en dag vil udnytte det potentiale som de har. Både Tivoli som institution (som ellers overordnet set gør det godt), men også den enkelte spillehal. Der er ingen grund til kun at holde fast i de kedelige trykknapsmaskiner fra 80erne og 90erne. Der er rigeligt med muligheder for at forny sig, mens man bibeholder mystikken fra Las Vegas i 1950erne. En fusion af det nye og det antikke. Tivoli fejrer i år 175 års fødselsdag. Så måske man skulle kigge lidt tilbage. Men jeg ved også godt at det ikke bare er et spørgsmål om vilje – men også om økonomi. Og det er nok også bare mig som drømmer. Heldigvis er det nemt bare at sidde udefra og se ind – og råbe højt om ønsker og lyster. Det koster jo ikke noget.