Jer har netop været et smut på Egeskov slot (som almindelig besøgende). Det er måske 20 år siden jeg var der sidst, så der er sket en del. Bl.a. har de fået en købmandsbutik stablet på benene, som også er I besidelse af en Wistoft tændstiksautomat, meget lig dem vi her på siden har beskrevet – blot i en 10 øres variant og knap så fin stand som vores. Desværre drillede kameraet, så billedet af automaten blev så sløret, at jeg ikke vil bringe det her på siden.

Jeg havde også set billeder fra Egeskov, omend nogle år gamle, af andre vareautomater, bl.a. en fra Horsens automatfabrik, men det lykkedes mig ikke at finde frem til disse. Måske man skulle rette henvendelse og høre dem, hvor de gemmer sig? Hmm…

Inde på slottet, oppe på anden sal, finder man i et baglokale – helt ude af kontekst – en Mills enarmet fra slut 1920’erne. Jeg havde faktisk hørt at den skulle stå her, men tænkte at den måske stod sammen med købmandsbutikken eller veteranbilerne. Fed automat – men besynderligt at sætte den ved indgangen til slottets sovekammer, ved siden af empirestole og forgyldte lysestager.

Tidlig Mills spillemaskine. Mrk. Simonia på møntindkastet

Efter en del undren, måske nærmere et lettere chok, over at de “royale” har en gammel enarmet uden for sovekammeret – var der andet spændende at finde frem.

For nyligt skrev jeg et kort indlæg, om et lille blikskilt med titlen: “Denne Maskine maa ikke passes af Personer under 16 Aar“.  Jeg gættede at skiltet måske havde hørt til en industrimaskine eller lignende. Så jeg troede nærmest ikke mine egne øjne, da jeg på en Cykel-Motor (ja, korrekt ordstilling til at beskrive denne), så følgende.

Fandes så. Det er jo præcis det samme skilt – blot fremstående i rå poleret messing. Det var monteret foran på denne cykel motor.

GEM motorcykel

Beskrivelsen fra Museet var som følger: “Danskeproduceret cyklemotor, som tidligt i den 20. århundrede blev bygget i ca. 3000 eksemplarer, beregnetpå montering på almindelige trædecykler. Motoren er en 2-takts på 122 cm.”.

Mht. skiltet tror jeg nu ikke at det skilt jeg har, tilhørte en GEM cykelmotor (selvom det ikke her og nu kan udelukkes). Jeg tror nærmere det kan tænkes at der var tale om en slags standard skilt, som man kunne/skulle montere på motoriserede køretøjer i det tildigere 1900-tallet. Det forbliver indtil videre uklart. Sjovt er det dog at man lige render ind i det, kort tid efter man har skrevet om det.