Jeg var et smut forbi Tivoli i København her den anden dag hvor der, efterhånden tradition tro, bliver afholdt det årlige Halloween i Tivoli. I den forbindelse lagde jeg mærke til navnet på en af deres spillehaller: Den lille AUTOMAT-HAL. Sødt.

Jeg var hurtigt derinde for at se om de havde nogle gamle sjove enarmede eller andet. Meeen der var desværre kun nyere (og for mig kedelige) elektroniske automater uden nogle former for “arme” – blot med kedelige plastikknapper. Det undrer mig at der på nyere automater, dvs. fra 90erne og frem, ikke er en arm man kan hive i. Hvorfor kun knapper? Det er da vildt upersonligt.

Som telt-holder er det selvfølgeligt hurtigere at skovle penge ind, hvis man kan få folk til at sætte maskinen på fuldautomatisk. Så det er nok en del af forklaringen. Men jeg tror alligevel at de går glip af en større målgruppe, som gerne selv vil føle at de kan påvirke udfaldet ved at hive i en arm – selvom man naturligvis ikke kan påvirke det, gør illusionen at oplevelsen bliver mere spændende og tilfredsstillende.

Stemningen i den lille hal, virkede dog god. Så hvis man er til den slags spillerier, er det sikkert et dejligt sted. Det er jeg dog ikke, så jeg hoppede hurtigt videre. Jeg tror at mystikken og drømmen om den store gevinst, bl.a. også kræver at han ikke har forståelse for hvordan maskinerne virker. Har man det, kan det stadig være sjovt at lege med… men ikke til at spille om rigtige penge.

Overordnet set et sjovt lille sted, med et navn som vi faktisk selv kunne bruge om vores lille samling af spillemaskiner. Hvis de en dag lukker, skulle man måske prøve at skaffe skiltet.