Målmandspistoler. Ikke et ord man bruger så ofte – faktisk har jeg aldrig tidligere brugt det, men det er passende her.

Fodboldspillet som vi er ved at restaurere, har en målmand i hver ende. Denne styres frem og tilbage omkring en akse. Den har en gaffel til at fange bolden og en aftrækker til at skyde den på modstanderens mål. Restaureringen af disse pistoler, er lidt en opgave i sig selv, så den vil vi kigge lidt på her. Det er relativt ligefrem at afmontere, når først man har fjernet hjørnebander og mål.

Så står man med en lidt smårusten pistol med afpillet maling og gammelt fedt og olie på.

Men den fungerer faktisk udemærket. Meget lækker konstruktion.

Den er faktisk heller ikke svær at skille ad. Man skal bare fjerne fjedder-stangen som det første, hvilket kræver at man trækker en split ud. Herefter giver resten sig selv.

Efterhånden som den blev skilt ad kom delene i petroleumsbad.

Håndtagene er rigtigt lækre formtilpassede trægreb.

Som oprindeligt har været malet sorte, lader det til. Det kunne være fint at få dem tilbage til deres oprindelige træform.

Så det gjorde vi…

Den har været total skilt ad og sat i stand.

Vi har renset manden af (det var en kamp! med sprit, en vatpind og knofedt) – og så har vi givet ham lak. Vi vil nemlig gerne bevare det slidste udseende. Der er tale om originale håndmalede spillere fra 1930erne. Vi skal ikke male dem over.

Pistolen derimod har fået hele turen med flot messing, ny omgang maling og de fine trægreb.

Utroligt charmerende synes jeg. De har et meget “wild-west” look-and-feel blandet med lidt gammel lejetøj. Lækre ting.