I forbindelse med vores kig på et Mills vendor system, havde vi lånt en Mills Front Vendor af en anden automat entusiast. Det virkede oplagt, nu hvor den var afskilt, lige at kigge på det spil som sidder på fronten og som jo er utroligt dekorativt – Selvom det selvfølgelig betyder at mint-rullerne er lidt skjult.

Automaten her er købt i USA, naturligvis, da der jo ikke er mange herhjemme som ville finde Baseball-spillet interessant – eller overhovedet forstå det. Lad os prøve at forklare det alligevel.

I baseball er der 3 baser, base 1, base 2 og base 3. En kaster bolden til ham med battet, som så forsøger at skyde til den. Hvis man rammer den, må han løbe banen rundt. Først til 1 base, så videre til 2 base, 3 base og til sidst hjem igen. Hvis han når hjem, giver det et point kaldet en “run”.  Man er i sikkerhed hvis man står på en base, så man behøver ikke løbe hele banen rundt, hvis man ikke kan nå det inden modstanderens hold har hentet bolden og kastet den tilbage. Der kan kun stå 1 på hver base.

Man spille 9 “halveje” kaldet Innings. Det hold med flest point vinder. Det var meget overordnet.

Hvordan binder man så det sammen med en enarmet tyveknægt. Ja, det er også lidt søgt. Man har pre-besluttet at de udbetalingskombinationer som man lander på, også afspejler sig i spillet.

Så hvis man lander på 3 blå baseball “pitchers” handsker, giver det – i tillæg til en udbetaling – lov til at sætte en spiller anden base. Det gøres ved at dreje hjulet

Hvorefter en mand kommer til syne, for at indikere at basen er fuld. Så kan man efterfølgende putte flere penge i og trække igen.

Spillet har følgende symboler

Baseball spillere (kirsebær)
Baseball (appelsin)
Blå handske (blomme)
Gule griber handsker (Klokke)
Flag (Bar)

Hvad man så helt præcist gør hvis man får en blå handske igen, kan man så lidt selv afgøre. Det handler kort sagt om at bruge udbetalinger til at avancere baseball spillet. Så kan man jo se hvad man kan nå op på at point.

Rent mekanisk sidder der flere ting på bagsiden af skjoldet.

 

Og så spørger man måske: Hvordan har baseball-spillet indflydelse på udbetalingen og hvordan vinder man? Svaret er simpelt – det har absolut ingen betydning. Det er kun for sjov. Der er ingen forbindelse mellem mekanikken i baseball-spillet til hverken mint-rullerne eller den enarmede tyveknægt. Og det ser ikke ud til at der mangler noget.

Så det er givetvis som den er designet. Antageligvis for at lokke Amerikanere til at vælge at spille på denne maskine frem for andre. Det parodoksale er naturligvis at hvis man skal bruge tid på at indstille baser, hits, runs, osv. Så vil man i sagens natur hive betydeligt færre gange i håndtaget set over tid, og således bruge betydeligt færre penge rent statistisk. Så givetvis ikke en god forretning for teltholder – med mindre det altså træk større mængder baseball interesserede til, som ellers ikke ville have spillet på den slags maskiner. Tvivlsomt. Men en rigtig dekorativ og sjov “gimmick” ikke desto mindre.