Så skal vi kigge lidt på mønteskalatoren.

Mønteskalatoren er ofte akilleshælen på en gammel enarmet tyveknægt. Virker den ikke, kan maskinen ikke bruges – og de virker ofte ikke. Ikke ordenligt i alt fald.

Denne var ingen udtagelse. Det er samme historie på begge Jenningsmaskiner som vi er ved at kigge på. Den er fyldt med snavns, gammel stivnet olie, rust og slet ikke fungerende.

Så begge eskalatorer måtte skilles helt ad, renses og smørres korrekt – for til sidst at blive samlet igen. Det er som sådan ikke svært, men det tager lang tid. Så ta’ billeder undervejs hvis du ikke har prøvet det før.

En ting ved denne type eskalator, som man også skal være opmærksom på, er at den har en møntsorteringsmekanisme. Formålet med denne er at sørge for at rigtige penge, dvs. 25 øre, ryger i pengekassen, mens spillemærker ryger tilbage i cirkulation. På den måde vil maskine aldrig udbetale rigtige penge, men kun spillemærker. Lidt lumsk måske, men snedig udtænkt.

Den fungerer meget elegant ved hjælp fra en simpel magnet. De fleste spillemønter indeholder nemlig jern og er derfor magnetiske. 25 øre derimod, samt enkelte andre messingspillemønter, er dog ikke magnetiske. Der betyder at disse vil falde ned, der hvor magneten sidder, mens andre spillemærker vil blive “holdt oppe” indtil de kommer hen til møntrøret.

Herunder demonstreret.

Bemærk i øvrigt hvordan den kører nu. Sådan skal en mønteskalator virke.