Vi manglede en bagplade til vores Jennings-automat. Hvor den er blevet af, vides ikke – men vi fik den aldrig med til maskinen. Så nu hvor automaten er blevet gennemgået og sat i stand, skal denne sidste ting, naturligvis også ordnes.

Vi måtte indkøbe noget 4 mm. aluminiumsplade i god kvalitet, sammen med nogle tyndere aluminium som kunne bøjes i facon – og så en lås “fra kassen”.

Efter en masse opmåling og lidt pop-nitning, sad den lige i skabet. Så var det blot et spørgsmål om maling. Jenningsbagplader er ofte brun-grå. Så vi brugte en passende maling.

Når den tørrer bliver den noget mørkere, således at farven ligger meget tæt på den originale. Det tager lidt tid inden den hærder helt og låse kan monteres. Herefter kan den komme på plads.

Ja, en original bagplade er naturligvis at foretrække – men absolut godkendt i mangel af bedre.