Så blev vejret lidt lysere og vi besluttede os for at trække ud i haven og give os i kast med det næste vareautomatprojekt. Til at starte med var optimismen stor, men som det skred frem så automatens fremtid mere og mere dyster ud. Lad os vende tilbage til det lidt senere i artiklen.
Først fjernede vi alle skilte, møntindkast og glas i toppen. Der var nogle meget rustne skruer og bolte imellem. Flere af dem knækkede, men det lykkedes alligevel til sidst. Ikke noget vi ikke har set før.
Dernæst afmonterede vi fatningen og løsnede hvad vi løsne kunne, af skruer og bolte. I håb om at det ville gøre at vi kunne fjerne yderligere ting.
Vi kastede os derefter over bunden af automaten.
At få den ud i solens klare lys, hjalp selvfølgelig på at se standen. Men hjalp ikke på humøret. Total rustet sammen. Det er sjældent vi ser noget så slemt. Faktisk kunne det meste af det slet ikke rykkes fra hinanden og der var flere steder hvor den var tærret igennem.
Vi bestuttede os for at sætte den i blød nogle dage og noget industrielt rustopløser, i håb om at det kunne hjælpe os videre. Så må vi revurdere situationen til den tid.
Det lille skilt i toppen
Inden den blev sat væk, ville vi dog lige se om vi kunne få afmonteret, det fine lille emaljeskilt på fronten. Vi måtte føle os frem, men blev ikke rigtigt klogere på hvordan det sad fast. En ting er dog sikkert – når det er emalje, så skal man være meget varsom med at bøje det, for så sprænger porcelænsoverfladen.
Med en mobiltelefon og noget lys, fik vi taget dette billede. Det viser tydeligt at der faktisk er noget gevind som holder skiltet fast.
Så med meget besvær og forskellige tænger, lykkedes det os faktisk til sidst at få det afmonteret. Her ses skiltet ude på bordet, med de bitte små (2 mm?) runde møtrikker.
