Vi købte for noget tid siden en sjælden gammel Caille enarmet. Den mangler et par betydelige ting. Heriblandt toppen, der hvor møntindkastet normalt befinder sig.

Vi har forhørt os efter denne reservedel rundt omkring, men desværre uden held. Og vi kan ikke komme igang med automaten, uden denne centrale del. Så vi har besluttet os for at finde en anden løsning.

Efter at vi har lagt hovedet i blød og lavet forskellige forsøg, faldt blikket på en af vores Tura automater. Toppen på denne Caille, minder faktisk lidt om toppen på en Tura. Det er i alt fald cirka samme form og størrelse – og med indkast i midten. Og da vi har adskillige løse Tura-skjolde liggende på loftet, besluttede vi os for at ofre et til formålet.

Efter en del arbejde med en vinkelsliber havde vi savet toppen et gammelt Tura skjold (som alligevel havde en revne andetsteds) og fjernet det typisk Tura fremspring. Herefter lavede vi en ramme og tilpassede grafikken fra en Caille Victory. Efter lidt arbejde og tilpasning, nåede vi frem til følgende resultatet.

Vi har monteret den ved at bruge de oprindelige huller i skjoldet, så der er ikke udført skade på automaten.

Resultatet og udseendet er vi faktisk rigtig godt tilfredse med. Det ser faktisk rigtig pænt ud. Kendere vil selvfølgelig straks bemærke at den er lidt anderledes, men jeg vil vove den påstand at de fleste aldrig vil bemærke det. Falder man så en dag over en original top, kan man nemt skifte den ud. Indtil da kan vi nyde automaten, så den ikke bare står og samler støv.

Vi kan nu gå videre med restaureringen.