Så er vi ved at være i mål. Automaten skal nu blot samles igen, efter den har været under intens behandling her hos os den seneste måneds tid. Hvis man tvivler, kan man jo blot gense førbillederne.

Delene monteres

Vi lagde ud med at genmontere alle “stænk-flapperne” på hylderne. Disse havde været afmonteret, således at vi kunne male hylderne igen. Men også således at de kunne smørres ind i silikonefedt, for at bevare eller rettere genskabe elastisiteten. Vi brugte kontaktlim til at lime dem fast igen.

Sideløbende hermed havde vi monteret rullerne i højre side af lågen. Næste trin var at montere lågerne.

Vi startede nedefra, da det var der vi sluttede da vi afmonterede dem. Om det har nogen praktisk betydning ved jeg ikke – men det virkede som det rigtige at gøre. Endvidere havde det den lille fordel at de så kunne stables mens man skruede dem fast, hvilket sparede en hånd – som havde rigeligt at se til.

Dejlig at lågerne nu kører på hjulet i siden lige så fint. Da vi fik automaten ind kunne hjulene jo slet ikke dreje rundt – så den kurrede bare metal mod metal.

Husk at der skal en lille flad skive ind i hver side inden de skrues fast, men ellers er det blot at skrue dem i fra siderne. I venstre side skal de have den lille skrue. I højre side, den store skrue. Da det er skulderskruer skal de bare helt i bund. Hvis de låser stangen fast, hvilken de alle går igennem – kan det skyldes manglende skiver.

Herefter skal møntenheden monteres OG AFPRØVES inden man monterer hylderne, da de ellers vil sidde i vejen for evt. justeringer.

Og dernæst hylderne, som nævnt…

Til sidst kan alle møntindkast, skjold og knapper monteres.

Klisermærker / decals

Montering af klistermærkerne var en delikat opgave. Der er nemlig kun 1 skud i bøssen – og de skulle jo helst sidde lige. Vi lagde ud med det mest problematiske: Mønt retur-skiltet med skriften “Svigter-Automaten — Tryk”.

Perfekt.

Med det på plads var Turbon logoet en smal sag at placere længere nede – det skulle jo trods alt bare sidde lige horisontalt. Vertikalt var af mindre betydning.

Vi ledte længe efter hullerne hvor Turbon serienummerskiltet havde været monteret. Men de var ikke at finde nogle steder på kabinettet. Vi gættede at skiltet har være limet fast invendigt et sted, da der var rester af lim på skiltets bagside. Vi synes dog at det fortjener bedre – en plads udvendigt på kabinettet.

Efter at have overvejet flere placeringer, valgte vi at slå 2 fluer med 1 smæk. Nemlig at placere skiltet i øverste højre hjørne på automatens venstre side. Her var nemlig et hul (tidligere strømudtag) som alligevel skulle have haft en blindprop. Det slipper vi så for nu.

Det monteres naturligvis med små bolte som ikke har kærv på ydersiden, således at man kun kan afmontere det hvis man åbner automaten.

Nu hvor vi havde fat på kassen kunne vi lige så godt genmontere kantlisten. Listen som tidligere var helt gnosket er blevet savet til og afsluttet fint. Det betyder så naturligvis også at der mangler et lille stykke af listen i den side, men det forsøger vi at råde bod på senere.

Montering af lågen

Så var det blot at montere lågen. Hertil måtte vi gøre flere ting. Nogle husker måske problemerne med den ene låsepal som i praksis var færdig, hvilket vi så på i et tidligere indlæg. Til formålet havde “en ven af huset” drejet en ny af slagsen i stål, lidt tyndere end den gamle, idet hullet vi borede var tyndere (ja, sådan hænger det jo oftest sammen).

Der skulle naturligvis også skæres nyt gevind og en ny bolt skulle anvendes. Vi valgte her en 4 mm messingbolt – så er en fremtidig ejer er ude over problemet med rust her i alt fald…

Når man monterer lågen, er det en fordel – som vist på billedet herover – at holde palen let fast med bolten, så man blot kan løsne den og trykke palen på plads, efter man lister lågen ind på plads i kabinettet. husk ligeledes i den forbindelse at der ofte skal være nogle skiver i bund og top. Særligt dem i bunden er vigtige, da det løfter lågen lidt op, hvorefter den går fri af kanter på siden af kabinettet.

Låsetøj

Som det sidste, skulle der installeres et par låse. Vi tog et par stykker fra kassen. Hullet skulle gøres en smule større med en metalfil og låseblikket skulle naturligvis tilpasses, men det var så også bare det.

Og til sidst, den obligatoriske demo af maskinen i drift, med lidt på hylderne til den søde tand – naturligvis.

Og med denne video og nedenstående billede, afsluttes dette restaureringsprojekt.

turbon-automaten-foer-og-efter