Det er efterhånden et stykke tid siden at vi har kigget på en Tura. Ja, faktisk var sidste gang da vi byggede vores omtalte “Cards Bell” -udgave. Men da vi stadig har en del Tura dele på loftet – heriblandt nogle rigtig flotte skjolde, samt et værk med originale bremser, har vi flere gange talt om måske at bygge en slags galla-model. Altså en Tura med hele pivtøjet. Den bør fremstå næsten ny. Bemalet efter kunstens regler, med flot forkromning og “all the trimmings” som man siger, dvs. bremser, mint-ruller og en eller anden form for jackpot funktion – og gerne på 10øre, bare for at gøre den til noget helt særligt.
Værket
Værket var i store træk komplet. Men det manglende altså lige de sidste småting (nåh, ja – og et urværk) – og en særdeles kærlig hånd.
To altoverskyggende vigtige ting ved værket.
1) Det er til 10øre, som man kan se på dets slides som har fået en forring.
Og 2) Det har en indbygget “jackpot” -light funktion. Dvs. en super-slide i toppen som i sig selv giver cirka 22 mønter. Dvs. at 3 bar faktisk giver 40 mønter. Det i sig selv er meget atypisk for en Tura. Det er dog set før på andre maskiner, bl.a. denne Rotomat Juwel. Det opfylder dermed vores ønske om en jackput / pulje funktion.
Efter en del timers arbejde havde vi et yderst flot og velkørende værk.
Skjoldene og kabinettet
Vi havde faktisk et ret pænt kabinet stående – omend det stadig krævede noget arbejde at få derhen hvor vi ønskede det. Bl.a. med låsetøj i fronten og pastil-rulller. Og så skulle det naturligvis også have den rigtig “glød”.
Hvad angår skjoldende havde vi et sæt som vi mener nok aldrig tidligere har været monteret på en automat. NOS (New Old Stock). Alle de huller som man normalt bruger er nemlig stoppet til og forkromningen fremstå næsten perfekt. Det har dog en senere bemaling i gul/rød, som vi faktisk godt kan lide og derfor vælger at beholde og arbejde videre ind i resten af elementerne.
Det færdige resultat
Inden længe har vi så det færdige resultat. En Tura med hele molevitten, med den flotteste forkromning vi har set til dato. Så skulle man have én Tura i sin samling, kunne det med rette være denne. Jeg tror ikke man finder en bedre.
Ironisk nok har vi så valgt at filme den nede i en halvmørk kælder, så man ikke får alle de flotte detaljer med. Men sådan er det nogle gange – det giver ikke altid mening :)