I forbindelse med ferie, lagde jeg i onsdags vejen forbi VW museet i Ulfborg, eller rettere: VW og Retro museet, som er dets officielle navn. Det var mit første besøg på museet, som er et privatejet museum, drevet af 2 samlere, samt en række (formodes) frivillige, som ivrigt viser frem og fortæller historier.

Den primære grund til besøget var nok mest retro-delen. Jeg havde hørt at der på museet var et par automater, samt diverse skilte mv. En gammel VW bobbel eller 3, er da bestemt også meget hyggeligt at se på. Det skuffede da heller ikke. Jeg talte en 10-12 automater afhængigt af hvad man regner med. Pænt. Lad os løbe dem igennem…

Museets automater

En den første man støder på er denne Aristocrat Nevada. Damen bag skranken var meget insisterende på at man prøvede den, hvilket jeg naturligvis gjorde. Men også kun den ene gang. Det er jo ikke ligefrem noget nyt for undertegnet :) Lad det være sagt at automaten faktisk kørte rigtig udemærket – og så på gamle 25 øre, naturligvis.

Videre i samme rum, støder man på en gammel engelsk cigaretautomat. Jeg kender ikke modellen, men en lille sjov og simpel automat i presset jernblik.

Videre inde i udstillingen finder man et par Jukeboxe. En Rock-Ola og en NSM. Ikke de helt store flotte modeller, men stadig. De var der – og den ene var der da også lys i (om musikken virkede, ved jeg ikke).

En enkelt flippermaskine, som desværre var slukket, var der også at finde. Den ellers meget charmerende Bally Cirkus.

Og nåh ja, så var der et par vippedyr / gyngeheste.

Videre på udstillingen – når man kommer til den del hvor man har forsøgt at lave lidt “datidens forretningsliv” med nogle indrettede butikker, finder men adskillige vareautomater. Deribland museets bedste automat, denne sag fra Horsens automatfabrik. Ærligeligt med glasset i bunden, men ellers pæn stand.

Stærkt efterfulgt at den klassiske filmautomat fra Københavns Automatfabrik. Disse er sjovt nok næsten altid i god stand.

Ikke langt derfra en trippel tyggegummi vride-automat fra 70-80erne,

Og i samme afdeling, en af de mere almindelige (og kæmpe store) tobaksautomater.

Hen imod slutningen af turen, stødte jeg på denne elektromekaniske bell-matic enarmede. Hæderlig stand.

Og som det sidste, en kraftprøve. Oversavet til børne-højde og med hjemmelavet superhelte-tema.

Alt i alt en pæn samling. Og selvom der ikke er noget helt vildt spændende, set med automat-samle-brillerne på, er det stadig dejligt at se hvordan de er samlet og udstillet kærligt.

Et cadeau skal dog lyde herfra fordi at man 1) må spille på spilleautomaterne og 2) flere af dem rent faktisk virkede. Det er den helt rigtige måde at udstille automater på.

VW Museet i Ulfborg. Bestemt et besøg værd når man alligevel kører rundt i det danske sommerland. Hvad end man er til automater, skilte, retro eller ja…folkevogne. Gør jer selv i tjeneste og kig forbi.