Vi er flere gange blevet spurgt om vi ikke kunne tænke os at udstille lidt automater på Timewinder eventet, som løber at stablen i Pinsen i Nordsjælland. De andre år hvor det har været afholdt, har vi ikke rigtigt haft mod på det. Det er normalt ikke noget vi gør det så meget i. Vi går bare herhjemme i værkstedet og laver automater. Men efter et besøg deroppe sidste år, fik vi blod på tanden og takkede derfor ja da vi blev spurgt i år.

Timewinder er et historisk nostalgi-event, som bliver afholdt på Grønnessegaard Gods en gang om året. Her fyldes en kæmpe mark med alt fra gamle biler, flyvemaskiner, militaria, dampmaskiner, udklædte folk og andet spændende. Sammen med dette er der naturligvis mad og drikke, samt underholdning af forskellig art. Der er også et Tivoli, kun med ældre klassiske boder og forlystelser.

Og ja, så er der i år også os. Vi vil være at finde i et større telt, hvor vi vil udstille cirka 20 medbragte automater, sammen med lidt billeder, bøger, skilte og andet sjovt fra gemmerne. Selvom det primært er en udstilling, vil det være muligt at prøve udvalgte automater – samt få en god lang snak om enarmede, kuglespil, knipsekasser, vareautomater og andet spændende.

I forbindelse med planlægningen var gutterne fra Timewinder forbi og optage denne film. Så lad os afslutte med den som en teaser…

Så kig forbi i Pinsen. Vi håber på godt vejr og en masse glade og fredelige mennesker. Ses vi deroppe?