Vi har købt endnu en spændende automat hjem som skal sættes i stand. Der lader ikke til at være så meget at lave ved den. Den virker umiddelbart fint – men har nogle mærkværdige uoverensstemmelser som lige skal undersøges. Så måske er det et af de projekter som udvikler sig til mere end først antaget, når man graver sig ned i mekanikken.

Automaten er en såkaldt “Allwin”, hvilket er en engelsk betegnelse for vægspil som dette. Den tager også gamle “1 Penny” -mønter og har engelske intruktioner på fronten. Så den ser ud til at stamme fra England.

Engelske pennies

Engelske pennies har været lavet helt tilbage fra 1806 og frem til 1967. De er stort set uændrede i perioden, naturligvis opdateret med portrættet af den siddende regent. Det startede med George III (1760-1820), efterfulgt af William IV (1830-1837), Victoria (1837-1901), Edward VII (1901-1910), George V (1910-1936), George VI (1936-1952) og senest Elizabeth II (1952-1967). Det er derfor svært at datere automaten ud fra dette. Det er dog lige et møntindkast som den har, da 1 Penny er en ret stor mønt.

Skiltet under møntindkastet er et celluoid-skilt hvorpå der, meget utydeligt, står “Pennies only“. Så alene baseret på celluloid skiltet og at den tager Pennies, har automaten nok været i brug inden 1960.

Automaten

Kassen ser dog ældre ud end 1960. Det ligner en mellemkrigsting. Automaten har på mange områder et meget 1910-1930 look and feel.

Den er i nogenlunde stand. Der er lidt med låsetøjet og en del overfladerust på bræddebolte mv. Skiltet i bunden mangler og er af samme røde “plast” som spillepladen. Lidt underligt med plastik, da det ikke giver mening i forhold til at den skulle være fra før anden verdenskrig.

Helt nederst ses er et lille skilt, hvor kun halvdelen stikker op. Der står “G. Robinson – automatic machine manufacturer“. Ikke en fabrikant vi kender og han kan ikke umiddelbart slås op i de forskellige databaser.

Endnu et stykke af puslespillet. The plot thickens…